Skolebusser

Her kan du læse om kommunens skolebusser, og hvornår et barn kan blive kørt i skole. Du kan også læse om buskort til de lokale busruter og om de trafikfarlige skoleveje.

De kommunale skolebusser

Skolebusruter er de åbne ruter, hvor Herning Kommune indsætter busser og planlægger køreplanen.

Alle skoleelever kører gratis med de kommunale skolebusser. Det kræver ikke buskort. Hvis eleven tager med en bybus eller en af de regionale eller lokale ruter, skal der købes billet.

Planlægning af ruterne

Når vi planlægger skolebusruterne, gør vi det ud fra hvor de kørselsberettigede elever bor. En elev er kørselsberettiget når eleven går på den tilhørende distriktsskole og samtidig opfylder afstandskriteriet. 

Afstandskriteriet er:

  • 0. - 3. klasse og bor mere end 2,5 km fra skolen
  • 4. - 6. klasse og bor mere end 5 km fra skolen
  • 7. - 9. klasse og bor mere end 6 km fra skolen
  • 10. klasse og bor mere end 9 km fra skolen.

Se køreplan for kommunens skolebusser.

Se et kort over kommunens skolebusruter.

Hvem må køre med skolebus?

Det må alle elever uanset om eleven er kørselsberettiget eller ej.

Vær opmærksom på, at såfremt der benyttes en lokalrute, skal der bruges buskort. Her gælder opfyldelse af kriterierne for buskort.

Trafikfarlige skoleveje

Elever kan være kørselsberettiget, hvis de skal færdes på/ved en trafikfarlig vej.

En vej kan blive betragtet som en trafikfarlig skolevej ved, at vurdere på blandt andet vejens bredde, om der er fortov og/eller cykelsti, mængden af trafik, antal lastbiler, hastigheder samt antallet af uheld.

Der bliver også kigget på barnets alder og evne til, at færdes alene ved vejen eller krydse vejen på egen hånd. En vej kan derfor godt betegnes som trafikfarlig for et barn i 2. klasse, mens samme strækning ikke er trafikfarlig for et barn i 6. klasse.

Det er byrådet, der afgør, hvorvidt en vej kan betragtes som trafikfarlig eller ej. Før afgørelsen træffes, bliver politiet bedt om en udtalelse.

Alle veje i byområder inden for byskiltet med en hastighedsbegrænsning på 50 km/t betragtes ikke som trafikfarlige.

Se et kort over kommunens trafikfarlige skoleveje.

Lokale busruter og buskort

Lokale ruter er de faste ruter, der kører mellem byerne. Det er som udgangspunkt Midttrafik, der planlægger ruterne.

Hvis dit barn er berettiget til kørsel, betaler Herning Kommune for buskortet til den lokale rute.

For at være berettiget til kørsel, skal dit barn:

  • gå på den tilhørerende distriktsskole
  • og samtidig opfylde afstandskriteriet.

Dit barn skal bruge buskort, hvis det kører med en lokal bus til skole.

Buskort til lokale ruter

Hvis dit barn er berettiget til at køre med bus, skal du bestille buskortet via skolen. Husk at bestille i god tid. 

Kortet er personligt og må ikke overdrages til eller bruges af andre end den, det er udstedt til.

Kontakt skolens kontor hvis buskortet bliver væk. Skolen bestiller et nyt skolekort (erstatningskort) hos Midttrafik.

Indtil du har modtaget dit erstatningskort, skal du købe almindelige billetter til bussen. Udgiften refunderes ikke.